Køreturen

—Hop ind på forsædet, sagde han med sin dybe, rustne stemme.

Hun elskede den stemme. Hun elskede de eventyr, den fortalte ved sengetid om fjerne lande i gamle dage, selvom dens rytme og brummen nogle gange fik hende til at falde i søvn, før hun kunne høre slutningen. Hun elskede også, hvordan stemmen lo. Når han sad i sin favoritlænestol med en bog eller avisen og morede sig over noget sjovt eller absurd, kom hans latter dybt nedefra svælget, som en slags sjov hikke. Han sugede anekdoterne til sig i den mindste detalje, og de blev del af hans egne historier. Når han genfortalte disse historier, voksede hans latter til et smittende brøl.

Hendes korte ben kunne næsten ikke nå trinnet på dyrlægebilen. Hun trak kjolen op og klatrede ind ved at lægge sit knæ på trinnet. Nanna lukkede døren efter hende og sendte luftkys gennem vinduet. Hun vinkede, indtil bilen forsvandt.

Hendes far havde lagt en pude, som hun kunne sidde på, så hun kunne se vejen. De bragte et kuld kyllinger til hendes mormor, så hun kunne havde friske æg om et par måneder. Rationeringen af fødevarer var endnu ikke helt løftet, selvom det var fem år siden, tyskerne kapitulerede, og danskerne fejrede deres afrejse med lys i vinduer, der normalt var dækkede af mørklægningsgardiner. Det var en lang tur, men hun ville med. Hun elskede at køre med sin far, og hun så frem til at se sin fætter, som boede hos mormor. Hun havde ikke set ham siden jul, da han boede hos dem i et par uger. Han var et år ældre end hende, men de blev gode venner alligevel, og sammen opfandt de nye, spændende lege.

Nannas far havde lavet en kælk til hende til jul. Med en stump stearin smurte hun metalstriberne, der sad på bunden af slædens skinner.

—Så løber den hurtigere, forklarede Nannas far og blinkede konspiratorisk til hende.

Den nærmeste kælkebakke var sydhøjen ved kirken. Det var et populært sted blandt byens børn, ikke mindst når sneen dækkede dens ellers græsbelagte overflade.

Hendes far fortalte hende, hvordan for næsten 1000 år siden vikingerne havde begravet kong Gorm den Gamle her i denne høj og hans dronning Thyra i tvillingehøjen på nordsiden af kirken. Deres søn Harald Blåtand blev konge derefter. Harald var ikke en beskeden herre og pralede på en runesten, der stadig stod mellem de to bakker ved kirken, om hvordan han forenede danskerne og gjorde dem kristne. Hendes far havde leet, den hikkende latter, og hvisket til hende, at på det tidspunkt havde de fleste hjem et sted nede bagest i haven, hvor de blev ved med at tilbede de nordiske guder. For hvad nu hvis man tog fejl om Jesus?

Hun var stolt, at hendes hjemby engang var stærke vikingers hjemby, men på denne dag var hun ligeglad med oldtidshistorie og højens helligdom. Solen skinnede skarpt på puddersneen, da de trak kælken op til toppen af Gorms høj. Hun sad foran og han lige bag ved hende med armene omkring hendes talje. Et-to-tre, de sparkede fra og gled over den frosne sne. Ned af bakken, hurtigere og hurtigere, vinden gav dem tårer i øjnene, og frosten bed deres kinder. Og så denne fantastiske fornemmelse i maven, når kælken hamrede ind i en tue og sendte dem flyvende gennem luften i et lille øjeblik, mens de styrtede ned mod vejen, der snoede sig omkring højen.

Trafikken havde kørt sneen på vejen til smat, som satte deres fart ned, da de ramte den, og de overbalancerede på slæden. De var lige ved at køre ind i den gamle mælkemand og hans hest og vogn. Leende kom de på benene og begyndte at trække kælken tilbage mod bakken. Men de kom ikke langt.

Da de gik fra huset var Nanna i vaskehuset, hvor hun pressede lagener og duge fra efter-julens vaskedag. Børnene byggede en snemand i haven, da de lagde mærke til de høje, glade råb fra Gorms høj nede på vejen. Pigen foreslog begejstret, at de skulle prøve hendes nye kælk. Nanna, der stadig var i vaskehuset, opdagede snart, at børnene i hendes varetægt var forsvundet. Da hun så sporene fra kælken i sneen, vidste hun straks, hvad de lavede.

—I to bliver min død! råbte Nanna, da hun nåede dem. Hendes sko var våde af sneen, og nogle krøller havde undsluppet frisuren, fordi hun havde løbet.

—Vent du bare, til jeg fortæller din far, unge dame. Hjem med det samme og ikke mere udendørsleg i en uge.

Børnene fulgte Nanna hjem, surmulende over den lovede husarrest. Når først de glemte, hvor ubehageligt og flovt det var at blive skældt ud i midten af gaden, ville de le af hukommelsen af gyset over farten og Nannas hoppen op og ned. Af ren og skær lettelse glemte Nanna snart truslerne og serverede dem varm te med mælk og en småkage hver. Også selvom der var en hel time til eftermiddagskaffen. Der kom ofte noget godt ud af at gøre Nanna bare en lille smule vred.

-o-

Nanna var kun 17 år gammel, da hun startede som pige i huset hos familien. Det var mere end fem år siden, da fruen blev gravid. Denne graviditet var højst uventet og ubelejligt. Det var klart, at den lille pige var en efternøler, født ni år efter hendes yngste bror. Når fruen var i dårligt humør, kaldte hun den lille pige en fejltagelse.

Da fødslen gik i gang, var det Nanna, der hoppede på cyklen og kørte gennem de mørkelagte gader, tomme på grund af udgangsforbuddet, for at hente Doktor Lange. Han kom hurtigt i sin bil og var i godt humør, fordi tyskernes held havde vendt. Tyskerne havde allerede forladt Finland, havde han hørt. Efter barnet var født, sad dyrlægen og lægen i køkkenet og snakkede om muligheden for en snarlig ende på krigen i Europa.

Nanna serverede erstatningskaffe, mens hun mumlede, at de hellere måtte være forsigtige, at kommandant von Post ikke hørte dem. Tyskerne dræbte folk. Dagligt var der nye historier om deres henrettelser. Sidste år læste hun i avisen om en gruppe frihedskæmpere, der blev henrettet af tyskerne for terrorisme mod Tyskland. Hun havde været rystet og bange, da de fandt præsten, skudt ned og efterladt i en grøft. De slyngler troede, man bare sådan kunne slå vor herres mænd ihjel, bare fordi han talte for højt mod nazisternes forfølgelse af jøderne.

Hun var bekymret over dyrlægens anti-tyske holdninger. Hun hadede tyskerne, som de fleste besatte hadede deres besættere, men hun ville aldrig sige det højt. Væggene har ører, sagde hun altid, når samtalen blev for højrøstet eller kontroversiel.

Lægen og dyrlægen lo, ubekymret og opstemte over den forventede ende på den tyske besættelse, da klokken sendte hende afsted for at hjælpe fruen.

Fruen var ude af stand til at passe sit barn. Hun var 42, fed og sengeliggende gennem det meste af graviditeten. Hun var så overvægtig, at de ældre søskende var noget overraskede, da de kom hjem, og så havde de en lillesøster. Det var Nanna, der lagde barnet i seng, sang for hende, fortalte historier til hende, gik ture med hende og skiftede hendes ble. Fruen havde helst set, at Nanna også ammede den lille pige. Fruen meddelte, hun var løbet tør, da pigen var blot to måneder gammel. Nanna købte kondenseret mælk og lokkede pigen til at sutte af opblødt brød. Til trods for det trivedes den lille pige og voksede op til at synge Nannas sange og fortælle Nannas historier.

Sidste sommer tog Nanna pigen på cyklens bagagebærer, som hun havde gjort så ofte før, og cyklede ud til den lille gård, hvor hun var vokset op. Solen skinnede på brostenene i gårdspladsen, da hun løftede pigen af cyklen. Som hun havde ventet, var pigen var begejstret for de ugegamle killinger.

—Jeg sagde jo, de var søde. Bliv her og leg med dem, sagde Nanna. Hun efterlod pigen med killingerne foran laden og gik ind i køkkenet til en kop kaffe med sin far og bror.

—Åh, hvor er dine ører bløde, kurrede den lille pige, til den grå og hvidstribede killing hun holdt. Hun satte den ned for istedet at fange en sort killing, som miavede højt, da hun løftede den i forbenene.

Kattemoren holdt øje med pigen og tog den stribede killing i nakken og marcherede ind i laden.

—Hvor skal du hen? Hun rejste sig med den sorte killing i armene og fulgte efter moren. Katten bar behændigt den stribede killing op på på en høballe bag ved døren og lod den falde ned i en rede af hø. Den lille pige gjorde plads til sig selv og passede killingerne, mens moren bar de andre killinger, en efter en, ind i høet. Sikke varmt og rart det var lige her. Hun lagde sig ned sammen med killingerne, aede dem forsigtigt og mærkede øjenlågene blive tunge i det solvarmede hjørne af laden.

Nanna kaldte og kaldte, løb op til vejen og tilbage, fik sin bror til at hjælpe. Han brokkede sig, han havde travlt. Han skulle passe gården, nu hvor deres far havde overdraget ansvaret til ham, så faren selv kunne nyde sit otium med at lave legetøj til børn, der kom ind i hans liv, som nu denne lille pige.

I næsten en halv time ledte de på gården, mens Nannas ængstelse steg. Faren stod i døren og observerede roligt postyret med piben i munden. Han vidste lige præcis, hvor katten bevarede killingerne, men han havde ikke travlt med at løse mysteriet. Til sidst vækkede han pigen ved at løfte hende i sine arme og bære hende ud i solskinnet. Da Nanna så dem, var de irettesættende ord strenge, og knusene var hårde og våde, for Nanna’s tårer af panik var blandet med tårer af lettelse.

-o-

Pigen følte sig ofte ensom i sin store familie. Hendes søskende var så meget ældre end hende og hang ofte sammen, to og to. Hun var for lille til at være med i deres lege og følte sig udenfor. Hendes brødre lod som om, de var voksne og rev sider ud af salmebogen, som de rullede om tørrede blade, så de kunne dele en cigaret.

—Du er alt for lille, sagde den ene bror, da han tændte den latterlige undskyldning af en smøg.

—Det er du også! Hun løb væk med sorgen over sin uheldige alder.

Hendes ældre søster var en hel barndom ældre end hende. Søsteren nød at læse til hende og prøvede at lære hende at strikke sidste sommer. Søsteren var meget tålmodig, men den lille pige var blot fire år gammel og vant til at få sin vilje. Hun kastede strikketøjet væk og løb afsted for at finde Nanna.

Selvom hun ikke kunne regne med sine søskendes selskab, kunne hun altid regne med dyrenes venskab. Hun elskede alle slags dyr, især hunde og heste. Allerhøjest ønskede hun at blive dyrlæge som sin far. Til jul var yndlingsgaven fra søsterens forlovede: et sæt lerdyr fra farens legetøjsforretning i Flensborg.

Da søsteren kom hjem med sin forlovede fik fruen øjeblikkeligt migræne og blev i sengen hele dagen. Brødrene hviskede ‘forræder’ og ‘krigsforbryder’ til hinanden. Da dyrlægen spurgte om denne fjendskhed, forklarede broren:

—Han kæmpede for tyskerne i krigen.

—Han var jo bare på den forkerte side af grænsen på den forkerte tid, ræsonnerede dyrlægen. Han nød den unge mands rolige selskab og havde hurtigt indset, hvilket traume han havde med sig fra østfronten.

Igennem tiderne havde Flensborg været dansk indtil krigen i 1864. Efter første verdenskrig forseglede den slesvigske folkeafsteming Flensborg’s skæbne som en tysk by med en dansk minoritet. I anden verdenskrig kunne danske mænd i Slesvig vælge at kæmpe for nazisterne eller blive interneret af dem.

Og søsteren insisterede. De var allerede forlovet.

Pigen elskede de smukke, håndlavede lerdyr. Forsigtigt satte hun heste, køer og får i en stald, som hun lavede af træblokke. Hun brugte strikkegarn og pinde til at lave en indhegning, hvor de kunne græsse om dagen. Hun havde næsten ikke tid til at lege med sin fætter.

—Du må låne hanen, sagde hun og syntes, det var næsten urimeligt gavmildt.

Nytårsaftensdag kom gårdmand Olsen på sin cykel for at hente hendes far. Børnene legede med lerdyrene på gulvet i dyrlægens laboratorie. De kiggede indimellem op fra legen for at observere ham forsigtigt placere de små glasplader med væv under mikroskopet. Hr Olsen sagde, at hans premieko var igang med en svær fødsel. Han stod der med luen i hænderne, der var ildrøde fra den kolde cykeltur. Dyrlægen forstod med det samme alvorligheden og gjorde sig klar til at tage afsted.

—Må vi komme med? Jeg tror, du får brug for vores hjælp.
Hun hoppede op of ned af glæde, da hans hikkende latter var det eneste svar.

Med Olsens cykel på ladet kørte de gennem sneen ud til gården seks kilometer væk. Koen kaldte med en dyb, sørgende røst, og hun var en lille smule bange for, hvad der var galt. Men hun var helt sikker på, at hendes far ville få det hele til at blive godt igen. Olsen havde isoleret koen i en bås med frisk hø på gulvet. Det var koldt og mørkt i stalden og bonden holdt en petroleumslampe, så dyrlægen kunne se.

Dyrlægen tog en lang handske på og begyndte at føle inde i koen. Koen ømmede sig højlydt. Han vidste, at det ville være en problematisk forløsning. Han skulle have været kaldt til for uger siden, bare for at sikre sig alt var okay. Men Olsen havde uden tvivl haft brug for at spare den omkostning. Det var stadig svært i Danmark.

Hun holdt sin fætters hånd, da kalven noget tid senere plumpede ned i den bløde hø. De så til mens moderkagen kom ud kort tid efter, nu da den havde udspillet sin rolle. Hendes far klippede den lange navlestreng, som forbandt kalven til den blodige plamage. Den fugtige varme fra kalven fik det til at dampe i kulden, og den glitrede i det svage lys.

Hun vidste, at koen ville rense kalven for slim og blod, og i morgen ville kalven være tør og blød at røre. Hun håbede, de kunne komme ud igen. Ved siden af hende slap drengen hendes hånd, bøjede sig forover og kastede op i skidtrenden. Hun grinede ikke af ham, selvom hun syntes, han opførte sig som et spædbarn. Hun hjalp sin fætter ud i den kolde luft og hentede frisk vand fra fru Olsens køkken. De vidste slet ikke, at inde i stalden var dyrlægen ude af stand til at redde koen.

Fru Olsen inviterede børnene ind i køkkenet, så de kunne sidde ned. Drengen tog en slurk og stillede koppen på voksdugen. Han havde stadig kvalme og ville helst hjem. Hans kusine aede ham på håret og syntes, det var synd for ham.

Tidligt i januar rejste han hjem. Hun havde ikke set ham siden. Hun glædede sig meget til at se ham igen.

Hun kiggede på landskabet, der passerede forbi. Det var stadig køligt, men foråret var kommet. Hun så lilla krokusser og gule påskeliljer, der skinnede som lanterner i det grå landskab. Blå mejser hoppede ind og ud af buskene, og solsorte skrabede i jorden.

Bilens rytme gjorde hende søvnig. Hun gabte og lænede hovedet på puden mod døren. Hendes far trak et grovvævet tæppe over hendes lille krop. Det lugtede rart af jord og heste, og hun drømte om sommer og marker og de lege, hun ville lege. Hun var en modig viking, som red gennem skoven på sin sorte hingst. Hendes hund løb ved siden af dem, og sammen dræbte de det store, grimme udyr, som havde terroriseret landsbyen. Hun var landsbyens heltinde. Måske ville de gøre hende til den næste vikingedronning? Hun ønskede sig den hund til sin fødselsdag, selvom hendes mor aldrig ville sige ja. Mor sagde, at hunde var beskidte og ækle og var fulde af lopper og andre skadedyr. Hunde hørte til på en gård, ikke i et respektabelt hjem i byen. Især ikke dyrlægefruens respektable hjem. Hvis bare hendes mor vidste, hvor god en ven en hund kunne være til en, som følte sig ensom. Måske hun skulle overbevise sin far først?

-o-

Grunden til uheldet var uklar. Intet andet køretøj var involveret. Der havde ikke bevistligt været is på vejen, der hvor bremsesporet startede. Det lod til at føreren simpelthen mistede kontrollen over bilen. Bilen ramte træet frontalt. Den lille pige døde nok på det tidspunkt. Føreren var i chok og kunne slet ikke tale. Der gik meget lang tid, før han lo igen.

Folk, som kom forbi ulykkesstedet, var forundrede over, hvorfor kyllinger pippede og skrabede fredligt i græsset. En lokal gårdmand fangede dem og tog dem hjem til sit hønsehus. Hellere ham end ræven. Mormor fik aldrig sine æg fra de kyllinger. Men det var vist heller ikke det hun savnede mest.

© Lone Veirup Johansen, 2015.

Thanks for reading. Do you have any feedback or comments?