Helhesten

Langsomt ophører kampen mellem hendes hænder og vægten bliver rolig og tung i vandet. Hun slipper, snøfter og ser den flyde langsomt synkende mod månens lange spejlbillede i vandet, mere klart nu hvor søen er rolig igen. Hun står op og vader tilbage mod bredden. Hun kæmper med at blive påklædt, hendes krop ryster og hendes våde hud stritter imod det tørre klæde. En solsort fløjter sin alt for glade, alt for tidlige morgensang tæt på. Pludselig fortryder hun, at hun har efterladt kroppen i søen. Hun finder en pind til at fiske den ind med igen, før den synker for dybt ned i mosen.

–o–

Tidligt den morgen tog hun afsted til markedet i byen med en kurv med æg på hovedet og den lille pige på ryggen. Hun sang lavt for at berolige barnet og holde lyden af sit fodslag ved selskab. Skovstien var bred og godt gået til, og de glatte slanke træstammer strakte deres kroner mod solen. Snart ville sommeren blive køligere og svampene ville myldre ud i den fugtige underskov inde under nåletræerne. Hun glædede sig allerede til at lave en svampestuvning.

Da solen blev varmere, begyndte hun at mærke tørsten. Lidt forud var der en lille bæk, der svulmede op og oversvømmede stien, når det regnede meget. Sommeren havde været tør, og istedet for den normale mudderpøl man måtte gå udenom, var stien støvet af det fine mudder, der var tørret omkring de sidste dybe hjulspor og fodspor som et relief i bagt ler. Hun gik et par meter ind i underskoven, bøjede sig ned og lod det kølige vand rinde over sine hænder. Hun drak grådigt. Hun så sig tilbage mod stien, hvor solen strålede, og opdagede de vilde hindbær, der lyste op som flammende røde lanterner mellem de grønne blade i et vildnis af lange, stikkende skud. Hun bestemte sig for, at hun ville samle nok til en tærte på vejen hjem.

Hun var kommet helt til svinget ved det store, knudrede egetræ, før hun mærkede, at noget var galt. Hun følte en kold vind smyge sig over det varme ansigt, og en kuldegysning løb ned at ryggen. Hun stod stille, lyttede til lyden af sit hjerte banke hurtigere. Var det en raslen i løvet, et skødesløst skridt, der brækkede en kvist på jorden med et knæk, en skygge, der kom nærmere? Hun snurrede rundt. Der var intet at se udover solen, der skinnede gennem løvet og vinden, der legede tagfat med skyggerne på stien.

Hun fortsatte, underligt bange. Hurtigere. Barnet vågnede med en klynken, vækket af de ujævne bevægelser fra hendes småløben. Hun forsøgte at sætte farten ned for at berolige pigen. Pulsen slog hårdt og insisterende. Hun manede sig selv til ro, det var jo bare vinden.

Da hørte hun, over den alt for høje hjertelyd, en anderledes rytme. Kla-kla-klank, kla-kla-klank lød den, som bødkerens trebenede hund, der skyndte sig med et ulige trav over trægulvet til madskålen. Men dette var ingen hund, det lød som noget større, noget med hove. Barnet skreg højt, og hun stoppede igen for at tage hende ud af slyngen og berolige hende. Hun holdt hende ind til brystet, mens hun drejede langsomt om sin akse og så nervøst ind gennem træerne. Det var for sent, da det gik op for hende, hvad det var, hun hørte, hvad det var, der kom nærmere. Det værste spådom. Den skrækkeligste sandsiger. Det var Helhesten.

Hun var bare en lille pige, da hendes mormor tog hende ind til byen for at se byggepladsen for stenkirken, der ville cementere den nye religion i deres liv. Mændene havde gravet dybe huller til kirkens fundament i den flade jord. Mormoren forklarede, hvordan fundamentet er af afgørende betydning for det meste her i livet, men især for bygninger og selv en hellig bygning. Det rygtedes, at Sankt Knuds kirkes klokketårn faldt ned to gange, før bygmesteren overbeviste den tvivlende præst, at det var nødvendigt at begrave en unghest ved fundamentet. Dette offer holdt nu klokketårnet højt og oprejst.

Så til ære for guds herlighed kæmpede fire lærlinge med en smuk hvid hingst for at spore den ned i det hul gravet der, hvor den østlige mur af kirkeskibet en dag ville stå. Den kæmpede så bravt, at bygmesteren tilkaldte smeden. Smeden var allerede en from tilhænger af den Hvide Kristus og havde ladet munken døbe sig i åen. He tænkte et lille øjeblik på, hvad man kunne bruge sådan en fin hest til, men så svingede han sin store økse og huggede det højre forben af. Lamslået lå hesten stille, mens det røde blod sprøjtede ud af det ødelagte ben, og mændene begyndte at skovle jord på dens hvide krop.

Hun så ind i hestens forvirrede brune øjne og følte dens smerte som lynild dybt nede i sin mave, mens den sorte muld langsomt dækkede den skinnende hvide pels. Hun gemte sit ansigt i mormorens skørter.

På hjemvejen forklarede hendes mormor, at fra nu af ville hestens spøgelse vise sig til mennesker for at advare dem om snarlig død. Måske deres eget miserable endelige eller snarlig død af en af deres kære. Mormoren havde klukket:
-Tænk sig! Hvis denne Hvide Kristus er så magtfuld, som munken siger, hvorfor har han så brug for Aserne til at holde hans steder til tilbedelse oprejst? Han skulle vare sig for Valhallas vrede.

Hun havde hørt nogle af de gamle gudefortællinger, men ikke fra sine egne forældre. De var bange for munkens forbandelse af dem, der ikke vendte de gamle guder ryggen og overgav sig til den Hvide Kristus. Munken accepterede ikke andre former for overtro. Hendes mormor fnøs af forargelse ved tanken og var hemmeligt lykkelig over at kunne dele de gamle historier, den gamle visdom, med sit barnebarn. Der var håb endnu.

-Når man er død kommer Helhesten tilbage for at følge en til Niflheim ved Yggdrasil’s rødder. Yggdrasil er det store træ i midten af verden. I Niflheim venter Loke’s datter, Hel, for at lede til den rette plads i døden. Hel’s verden er et koldt og vådt sted for dem, som dør uden ære.
-Hvordan dør man med ære? spurgte hun.
-Du dør modigt. I kamp på feltmarken, ikke af sygdom eller alder i sin seng.

At dø i kamp lød smertefuldt og rædselsvækkende. Hendes brødre legede tit krig med deres træsværd og -økser. Farlige slag, hvor de lod som om, de knuste hjerneskallerne af de frygtindgydende vendere. Selvom hun elskede at lege med dem, syntes hun ikke om denne leg, hvor hun skulle dø først eller holde sig væk.

Mormoren forklarede, at hvis man døde i slag, kom de smukke valkyrier og hentede en til Valhal, hvor man kunne bo og feste med guderne indtil Ragnarok.

Hun kendte til Ragnarok, verdens endeligt, og hun vidste, at Valhal var hjem til Odin og Thor og deres familier. Hun ville hellere hygge sig i Valhal end være hos den mutte Hel i fugtige Niflheim, så hun besluttede, at i fremtiden ville hun insistere på at være med til brødrenes leg, så hun også kunne blive en frygtløs kriger. En kvindelig vikingkriger, som sejlede med langskibene på farlige togter og komme hjem med skatte fra den anden side af havet.

Hendes mormor var en klog kone, som af og til praktiserede sejd, at se ind i fremtiden ved at kommunikere med guderne. Hun gjorde det ikke så tit disse dage, for den Hvide Kristus’ mænd brød sig hverken om magi eller Aserne. De sagde, at den Hvide Kristus var den eneste gud og affærdigede de magtfulde Aser som skadelig overtro.

Da bygmesteren blev hyret for at bygge kirken i byen, var han først kommet til mormorens hytte og fortalte hende om problemerne ved Sankt Knuds kirke. Hun havde været reserveret, forsigtig, men bygmesteren havde overbevist hende til at søge Odin’s råd: det var hans omdømme, der var på højkant. Hun advarede ham mod Helhestens permanente konsekvens. Men hun var klog nok til at bekræfte bygmesterens egen overbevisning. Det var hendes bedste forsikring imod, at han sladrede.

Senere indsatte bygmesteren en blank sort sten ind i gulvet ved den østlige mur i skibet. Denne sten markerede Helhestens smertefulde død og den første begravelse i den hellige kirkejord. Kvinderne spyttede på stenen, når de gik forbi om søndagen for at holde Helhesten borte. Det virkede naturligvis ikke. Der er ingen der undgår Helhesten.

Hun stod stille på skovstien og følte, snarere end hørte, det tunge åndedræt bag sig. Langsomt drejede hun rundt. Der stod den, Helhesten, brunlig blod smurt ud forpå og om det lille stump ben. Dens hvide pels var plettet af fugtig jord, og den så tynd og spøgelsesagtig ud. Næsten gennemsigtig. Dens store øjne så på hende med en dyb sorg, som om den beklagede, at det var hende, der stod foran den. Dens næsebor udvidedes, da den kom så tæt, at dens mule næsten rørte bylten, hun holdt mod sit bryst. Hendes datter klynkede svagt, men faldt så til ro. Hun mærkede dampen fra næseborerne og den stramme lugt af hest og rådnende kød. Hesten løftede sit hoved, og med en sagte vrinsken rejste den sig på bagbenene, vendte sig rundt og forsvandt ind imellem træerne til den kejtede rytme.

Rystet så hun ned på det rolige ansigt, de papirstynde øjenlåg, den stumpede næse og de fugtige læber, som suttede tynd luft, mens hun sov. Åh, hvor hun elskede denne pige, hun troede hendes hjerte ville briste. Hendes mand havde været så skuffet, da hans førstefødte bare var en pige. Nogle gange, når han havde drukket for meget, frygtede hun, at han ville gøre barnet fortræd. En gang kunne han ikke falde i søvn på grund af barnets gråd. Hun gjorde, hvad hun kunne, men kunne ikke få pigen til at falde til ro. Han slog ud efter hende og truede med at gøre ungen stille en gang for alle. Hun snuppede barnet fra vuggen og løb i sikkerhed i mormorens hytte. Mormoren hjalp hende med at falde til ro og forbandede manden.

En forfærdelig tanke slog hende: Helhesten var kommet for at advare hende om barnets død. I hendes indre blik så hun manden komme hjem om aftenen, dirrende af harme, efter at have drukket sin magre løn væk på kroen. Hun så ham vakle hen til vuggen og hive barnet op i det ene ben og smadre hendes hoved mod stolpen. Barnet ville græde, rædselsslagen, men efter et stykke tid ville hun hænge stille og slap fra hans store hånd, og han ville le og kaste den lille krop til hende, så han kunne være fri. Hun ville ikke være i stand til at stoppe ham. Hun måtte finde på noget.

–o–

I det tidlige morgenlys finder eftersøgningsholdet hende på søens bred, vuggende en bylt i sine arme. Hun synger sagte viser, som hendes barn ikke længere hører.

Hendes mand knæler ned og holder sine stærke arme omkring hendes stadig våde, rystende krop. Han spørger, hvad der er sket, sorg malet i hans øjne med sorte penselstrøg. Hendes egne øjne er fjerne, fraværende og stirrende på noget langt bag ham. Da hun til sidst svarer med en lav, rusten stemme, er hendes ord ufattelige:

-Jeg snød Helhesten.

© Lone Veirup Johansen 2015

Thanks for reading. Do you have any feedback or comments?