Den lilla charmeklud

Den lilla charmeklud var glat og skinnede. Dens farve lyste umuligt mod resten af ham. Hans hud var bleg, det uredte hår blondt, den strikkede sweater grumset hvid og kameluldsfrakken mørkegrå. Intet ved ham havde farve eller stil. Udover den lilla charmeklud.

Solen var skarp og glitrede i søerne i frostvejret. Som så mange andre stoppede hun på broen for at nyde solskinnet. Hun så ham på grusstien ved søen. Han røg og var nervøs og urolig, mens han spejdede op og ned af stien. Han ventede på noget, nogen. Pludselig smed han cigaretten i mudderet og begyndte at gå.

Den anden mand var klædt i street gear: for store sneakers, hue, dunjakke, ikke noget, der lignede en charmeklud. Mødet skete stort set ikke, men hun så noget skifte hænder. Uden hilsen eller anerkendelse fortsatte de to mænd i hver sin retning.

Han drejede for at krydse broen og gik mod menneskemængden på det brede fortov. Han gik roligt nu, smilende, som han nød gåturen. Da han gik forbi hende, så han op lige ind i hendes øjne og smilede. Havde han haft hat på, var hun sikker på, at han havde løftet den for hende. Hun fik hjertebanken og blodet løb til kinderne. Havde han set hende stirre? På trods af skammen, blev hendes øjne ved med at følge ham, mens han gik ned af grusstien på den anden side af broen. Han krydsede vejen og forsvandt ind i byen.

Den næste dag så hun den mellem skraldet på den sandede bund af søen. Hun brugte en lang pind til at fiske den ud. Dens ejermand var ikke at få øje på. Hun følte sig uforklarligt nedtrykt, da hun efterlod den på en bænk for at tørre i solen. Lilla. Lysende.

© Lone Veirup Johansen 2015

Thanks for reading. Do you have any feedback or comments?