Helhesten

Langsomt ophører kampen mellem hendes hænder og vægten bliver rolig og tung i vandet. Hun slipper, snøfter og ser den flyde langsomt synkende mod månens lange spejlbillede i vandet, mere klart nu hvor søen er rolig igen. Hun står op og vader tilbage mod bredden. Hun kæmper med at blive påklædt, hendes krop ryster og hendes våde hud stritter imod det tørre klæde. En solsort fløjter sin alt for glade, alt for tidlige morgensang tæt på. Pludselig fortryder hun, at hun har efterladt kroppen i søen. Hun finder en pind til at fiske den ind med igen, før den synker for dybt ned i mosen.

Continue reading Helhesten